Vi er i 1930’erne i USA. Inde midt i Nordamerika ligger nogle meget varme og tørre stater, der oprindeligt var oversået af præriegræs. Disse områder ville man gerne bruge til at dyrke korn. Men det gav uforudsete problemer, for da landmændene fjernede det oprindelige græs og dets rødder for at opdyrke jorden, var der ikke længere noget, der holdt jorden sammen. 

Nogle år gik det fint, men så fik områderne år med tørke. Solen bagte, og alt tørrede ud. Da kraftige vinde herefter fejede ind over landskabet føg det øverste tørre jordlag af. Jordlaget blev ikke længere holdt sammen af græsset. og jordstøvet blev til enorme støvstorme som på billedet.

Landboerne, der boede i disse områder, fik ingen høst, sultede og kunne ikke betale deres banklån. Derfor samlede mange deres få ting og drog vestpå imod Californien i gamle biler, kærrer og til fods. 

Man regner med, at op imod 3,5 millioner mennesker flygtede fra tørke- og støvstorme. Mange var udsultede, blev syge eller døde undervejs. Og i Californien blev de nye tilflyttere set på som nogen, der ville konkurrere om arbejde og ressourcer.

Det specielle ved denne historie er, at tragedien er menneskeskabt, selvom vejrfænomener har været medvirkende til katastrofen og de effekter, der fulgte efter. 

Har du nogensinde været i Rungholt? Nej vel? Rungholt var en mellemstor by i det område, der dengang hed Hertugdømmet Slesvig ved Vadehavet. Men byen er udslettet, og stort set alle indbyggerne druknede. Hele området, hvor Rungholt lå, er nu dækket af vadehavet. Det skete på en enkelt iskold nat i 1362. 

Som alle andre naboer til Vesterhavet var indbyggerne i Rungholt bange for oversvømmelser. Derfor havde de bygget diger rundt om byen. De brugte tørv fra byens jord til digerne, og det gjorde, at byen lå endnu lavere end den tidligere gjorde. Der gik rygter om, at indbyggerne i Rungholt var så stolte af deres by og deres diger, at de løb rundt på digerne og truede havet og råbte : ‘Vi trodser dig, Blanke Hans!*’.

Om natten mellem d. 15. og 16. januar var der is på havet omkring Rungholt, og det stormede voldsomt. Stormen knækkede isen til store stykker, der bankede ind i de skrøbelige diger. Dæmningerne brød sammen, og det iskolde vand fossede ind over byen og ind i husene. Vandet smadrede alt på sin vej, og dagen efter var store dele af byen væk og området totalt oversvømmet. Man mener, at omkring 10.000 mennesker døde den nat. Fra gammel tid siger man, at på en stille dag kan man høre kirkeklokkerne ringe på bunden af havet. I et digt fra tiden efter lyder det: 

Et eneste skrig – byen er sunket, og hundredetusinde druknet! Hvor i går endnu larm og lystigt bord, svømmed’ næste dag den stumme fisk

*Blanke Hans = havet 

‘Den Spanske Armada’ er navnet på et enormt antal skibe, som Spanien rådede over i 1500-tallet. Der var spændinger imellem de to stormagter England og Spanien. Begge lande kæmpede om at eje flest kolonier og om at være den nation, der havde størst magt på havet. Det ene land var protestantisk og talte engelsk. Det andet var katolsk og talte spansk. 

Spaniens plan var at invadere England. Derfor sendte den spanske konge i 1588 sine skibe fra Lissabon op til den Engelske Kanal, hvor de skulle samles for at slå til i et hug. (Lissabon ligger i Portugal, men på det tidspunkt var byen under spansk styre).

Englænderne vidste, hvad der var ved at ske. De var meget nervøse, for spanierne havde helt klart flest skibe, og de havde også ry for at være virkelig dygtige til at vinde krige på havet. 

Englænderne var smarte og sendte brændende skibe ind i de spanske skibe. De spanske skibe forsøgte nu at slippe væk og sejle nord og vest om De Britiske Øer. Men på den tid var Europa præget af det, man kalder Den lille istid, hvor temperaturer var lavere end i dag, og hvor der blæste flere kraftige storme end normalt. Under en storm blev mange af de spanske skibe smadret mod klipperne langs Skotlands og Irlands kyster.

Spanien tabte, og England styrkede sin position som en stærk sømagt og blev senere den største kolonimagt. Folk i Afrika, Indien, Caribien etc. blev tvunget til at lære engelsk, og engelsk blev det mest udbredte internationale sprog. 

Så når du sidder på de sociale medier eller i Discord, og taler med unge fra andre lande på engelsk, så husk på den storm. For ellers ville du måske gøre det på spansk. 

I året 536 blev Jorden ramt af en klimakatastrofe, som tog livet af halvdelen af den svenske og norske befolkning og sandsynligvis også den danske. De nordiske lande blev indhyllet i en vinter, der varede 3 år. I et helt år kunne man ikke se stjernerne, og solen var helt svag. Og uden solen kunne man ikke dyrke afgrøder og folk døde af sult og kulde. 

Der opstod panik og befolkningerne ofrede til guderne for at få solen tilbage. Faktisk stammer en del af det guld, som Nationalmuseet har fra lige omkring 536. Det kan godt hænge sammen med, at folk dengang har tænkt, at der skulle ofres mest muligt guld til solen for at få den tilbage. Og ved at studere årringene i egetræer fra 500-tallet, mener forskere fra Nationalmuseet at de kan se, at træerne stort set ikke voksede mellem år 539 og 542.

Hvad startede klimakatastrofen – Fimbulvinteren?
Noget tyder på, at det kan have været et eller flere voldsomme vulkanudbrud, som har sendt så meget støv og aske ud i atmosfæren, at der lagde sig en voldsom støvsky over bl.a. store dele af Norden. Når man undersøger iskerner, som er boret op fra Grønlands indlandsis, kan man se støv fra omkring 536, som kan stamme fra vulkanudbrud. Ved en iskerneboring borer forskere et langt rør ned i Indlandsisen for at tage en prøve af isen. Isen er dannet lag for lag over tusindvis af år, og ved at studere is-prøven, kan man se, hvornår der fx er faldet støv på isen.

Måske kan vi takke Fimbulvinteren for rugbrødet
For at overleve begyndte befolkningerne i større grad at dyrke afgrøder, som kunne klare sig med mindre lys fra Solen. Det var fx rug. Så måske stammer rugbrødet fra tiden under Fimbulvinteren, hvor man ikke kunne dyrke sorter som hvede.

Denne sidste historie er ikke helt som de andre idet vejret eller klimaet ikke spiller ind og begivenheden heller ikke havde langvarige konsekvenser. Den er med for at vise, hvor hurtigt og dramatisk et naturfænomen kan påvirke vores hverdag, selvom det foregår langt væk:

Hvis dine forældre var så uheldige at skulle på en lækker ferie med fly d.14. april 2010,  ville de efter al sandsynlighed ikke være kommet afsted. Den dag startede et vulkanudbrud i Island. 

Udbruddet var så kraftigt, at askestøvet blev presset 17 km op i atmosfæren. Når flydende magma fra en vulkan bliver slynget ud under tryk, bliver den omdannet til vulkansk glas, fordi partiklerne som regel størkner i luften. 

En sådan askesky er farlig for flytrafikken. Støvet kan nemlig beskadige flymotorer og forstyrre flyets elektronik, så måleinstrumenterne viser forkert. Skarpt materiale i askeskyen kan få flyets ruder til at revne. Og det ekstra uheldige var, at lige over vulkanen ramte støvet det vindsystem, som hedder jetstrømmen. Det betød, at asken blev spredt meget langt og meget hurtigt ud over hele Nord- og Vesteuropa. 

Derfor blev al flyvning aflyst i et kæmpe område i omkring en uge. Man mener, at omkring 10 millioner mennesker fik forstyrret deres rejser i de dage, og det er den mest massive påvirkning af flytrafikken siden anden verdenskrig. 

På Island er der jævnligt større eller mindre vulkanudbrud. Hele Island er faktisk opstået på grund af vulkaner. De seneste udbrud ved byen Grindavik i årene 2021-2024 er et eksempel.